by 14th of December 2024 Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske økonom og historiker Robert Skidelsky, der siden 1991 har siddet i det britiske parlaments overhus. I de første ti år som konservativ, men siden da har Skidelsky ikke repræsenteret et politisk parti. Han har tidligere været medlem af både Labour og Socialdemokratiet, som han var med til at stifte og forlod, da det i 1988 blev slået sammen med Det Liberale Parti under et nyt navn, Liberaldemokraterne. Skidelsky blev født i 1939 i Kina, fordi familien drev en kulmine og fabrikker dér, efter at de var blevet tvunget til at forlade Rusland, da bolsjevikkerne i 1917 greb magten, og der udbrød borgerkrig. Skidelsky vendte tilbage til Storbritannien under Anden Verdenskrig efter sammen med sine forældre at
Topics:
Robert Skidelsky considers the following as important: Featured, Interviews, Journalism
This could be interesting, too:
Michael Hudson writes The Irony of Calling the Opponents of Nazism Nazis
Michael Hudson writes The U.S. Strategy of Controlled Anarchy: Syria, Ukraine, and Beyond
Angry Bear writes ‘Crushing Blow to the Labor Agenda’
Bill Haskell writes Human Rights Day
14th of December 2024
Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske økonom og historiker Robert Skidelsky, der siden 1991 har siddet i det britiske parlaments overhus. I de første ti år som konservativ, men siden da har Skidelsky ikke repræsenteret et politisk parti. Han har tidligere været medlem af både Labour og Socialdemokratiet, som han var med til at stifte og forlod, da det i 1988 blev slået sammen med Det Liberale Parti under et nyt navn, Liberaldemokraterne.
Skidelsky blev født i 1939 i Kina, fordi familien drev en kulmine og fabrikker dér, efter at de var blevet tvunget til at forlade Rusland, da bolsjevikkerne i 1917 greb magten, og der udbrød borgerkrig. Skidelsky vendte tilbage til Storbritannien under Anden Verdenskrig efter sammen med sine forældre at have været interneret i Manchuriet og Japan, da landene i 1941 kom i krig som følge af Japans angreb på USA.
Skidelsky er forfatter til en biografi om den britiske aristokrat og grundlægger af Den Britiske Fascistiske Union, Oswald Mosley (1896–1980), men er især kendt for sin tre binds biografi om en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, John Maynard Keynes (1883–1946), der udkom over en periode på næsten 20 år, har vundet flere priser og betragtes som standardværket om Keynes.
Vi talte om Donald Trump som diplomat, retfærdig krig og fred, sanktioner som våben, vejen til fred i Ukraine og om Keynes og hans relevans i dag.
God fornøjelse.
Trump i historiens fodspor
Robert Skidelsky er ingen fan af Donald Trump, men alligevel er han af den opfattelse, at Trump som præsident kan tilføre krigen i Ukraine en hårdt tiltrængt dosis af diplomati. Desuden mener han, at Trump i kraft af sin forretningsmæssige tilgang til verden uden ambitioner om at påtvinge andre lande vestlige værdier også kan fungere som katalysator for etablering af en ny og mere tidssvarende multipolær verdensorden.
I den forstand følger Trump i det historiske spor, der blev lagt med Den Westfalske Fred i 1648.
Hvad vil det sige?
Den bedste guide til de principper, der lå bag det westfalske system, er uden tvivl Henry Kissinger, der under præsident Nixon var først national sikkerhedsrådgiver og siden udenrigsminister. Kissinger, der døde sidste efterår, udsendte for ti år siden en bog med titlen Verdens orden, hvor han gør rede for, hvad Den Westfalske Fred gik på.
Den Westfalske Fred
Lad os høre, hvad Kissinger havde på hjerte i den forbindelse.
Den umiddelbare baggrund for Den Westfalske Fred var ifølge Kissinger de religionskrige, der siden Reformationen havde hærget Europa. To konkurrerende universalismer i skikkelse af den katolske og protestantiske kirke havde bekæmpet og forsøgt at udrydde hinanden på usædvanlig brutal vis. Det kulminerede med Trediveårskrigen (1618–1648), hvorpå de mange krigsførende parter i tre aftaler blev enige om et nyt europæisk system, der er gået over i historien som Den Westfalske Fred.
Ifølge Kissinger tog det westfalske system udgangspunkt i en mangfoldighed af stater med forskellig politisk og økonomisk indretning, og forestillingen om fred og orden i Europa blev i dette nye system knyttet til magtbalancen mellem de enkelte stater.
Magtbalancen indebar ideologisk neutralitet, altså ingen værdibaseret orden, og man tilpassede sig skiftende omstændigheder, når magtbalancerne forskød sig.
Den nye orden gjorde således op med ideen om et magtcentrum, som alle skulle underordne sig. Staten og ikke imperiet, dynastiet eller den religiøse overbevisning blev etableret som et nyt grundelement i den europæiske orden.
Den enkelte stat fik ret til selv at vælge sin samfundsmodel uden indblanding udefra. Forestillingen om den suveræne stat blev knæsat som et fundamentalt princip, og det samme gjaldt en iboende lighed mellem de suveræne stater – uanset deres magt eller styreform.
Trump og den multipolære orden
Så vidt Kissinger i bogen Verdens orden.
Og så tilbage til Robert Skidelsky.
Han peger på, at der findes en moderne beskrivelse af det westfalske system, nemlig en multipolær verdensorden, som nu er ved at blive etableret. Skidelsky mener, at den amerikansk ledede såkaldte regelbaserede orden er fortid.
Om baggrunden for denne ordens fald noterer Skidelsky:
”Der er magtfulde lande i verden, som ikke længere accepterer dette verdensbillede, og de står stadig stærkere, økonomisk, politisk og militært. De står nu så stærkt, at de kan gøre krav på en revision af de spilleregler, der blev formuleret af Vesten, først efter sejren over det nazistiske Tyskland i Anden Verdenskrig og dernæst nogle årtier senere efter sejren over Sovjetunionen i Den Kolde Krig.”
Han tilføjer:
”Derfor er der brug for at revidere den internationale orden, så den i højere grad harmonerer med denne nye situation.”
Ifølge Skidelsky er Trump mere åben over for disse nye realiteter end dem, der forsvarer den gamle unipolære orden. Det skyldes, siger Skidelsky, at Trump har isolationistiske instinkter, ikke forfølger ideologiske mål og ser internationale forhold på samme måde som forretningsverdenen – noget for noget.
Derfor vil Trump til forskel fra sin forgænger Joe Biden kommunikere med Putin, og Trump vil også kommunikere med den kinesiske ledelse og med andre lande, som ikke er USA’s allierede eller venner.
Skidelsky finder denne situation paradoksal:
”Donald Trump er ikke ligefrem det, man forbinder med en klassisk diplomat, men i kraft af sin tilgang til verden kan han puste nyt liv i de diplomatiske kanaler.”
Augustin og den retfærdige fred
Skidelsky peger på, at netop den gryende værdipluralisme, altså forestillingen om, at man ikke forsøger at påtvinge andre sine værdier, kan gøre det lettere at etablere en mere bæredygtig international orden. Han anfører, at opgaven i en multipolær verden er at harmonisere ”det ens med det uens”.
Det er et citat fra Den Hellige Augustin, en kristen kirkefader, der virkede i det 5. århundrede og leverede et af de første bidrag til debatten om, hvordan man etablerer en varig og retfærdig fred. Ifølge Skidelsky var Augustin ikke så optaget af det folkeretlige aspekt af en retfærdig fred. Han tog i stedet udgangspunkt i den praktiske virkelighed og gjorde gældende, at en retfærdig fred måtte være en fred, der kan opretholdes så længe som muligt i en ond verden, og som forsøger at skabe harmoni mellem vidt forskellige værdier, levemåder og stater.
”Hvis ikke man gør det, vil man altid være nødt til at føre krige for at udbrede sine værdier, og man kan ikke føle sig sikker, før hele verden accepterer ens værdier, så det ender med, at man må føre evig krig for at opnå evig fred, hvis man skal bruge Kants ord.”
Forplumret debat om retfærdig krig
Det var lidt om en retfærdig fred, men hvad så med retfærdig krig?
Hvornår er det legitimt at gå i krig? Hvilke kriterier skal være opfyldt, før man kan definere en krig som retfærdig og lovlig i folkeretlig forstand? Skidelsky henviser til FN’s Statut, som giver et land ret til at forsvare sig, når det udsættes for en aggression som i Ukraine. Landets anerkendte grænser er blevet krænket, og derfor er Ukraines forsvarskrig både retfærdig og legitim, mens Ruslands angreb er det modsatte; ulovligt og uretfærdigt.
Det lyder umiddelbart enkelt og ligetil, men ifølge Skidelsky er teorien og debatten om retfærdig krig blevet forplumret af to faktorer.
For det første, fordi Vesten har gjort forsvaret af værdier og ikke kun territorier til en del af grundlaget for legitim og retfærdig krigsførelse.
Og for det andet, fordi flere stater er begyndt at føre såkaldte præventive krige, som de selv beskriver som retfærdige og legitime.
Det gælder USA’s angreb på Irak i 2003, selvom der ikke var nogen umiddelbar risiko for, at Amerika selv var på vej til at blive udsat for et irakisk angreb. USA insisterede på, at det var en forsvarskrig med det formål at forhindre Iraks Saddam Hussein i at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Rusland har også beskrevet sin invasion af Ukraine som en præventiv krig, der skal forhindre, at Ukraine på et senere tidspunkt kan blive medlem af NATO.
Værdibaseret krigsførelse
Skidelsky kommenterer:
”Når man bruger den slags formuleringer til at retfærdiggøre krig, så mister begreber som angreb og forsvar deres oprindelige betydning, og det mudrer vandene mellem en retfærdig og uretfærdig krig, og på den måde opløses det moralske aspekt.”
Ifølge Skidelsky bidrager en værdibaseret krigsførelse til samme begrebsforvirring, altså påstanden om at krig for demokrati er legitimt, uanset om der er tale om at angribe eller invadere et land, der ikke udgør en umiddelbar trussel. Skidelsky henviser til den daværende britiske premierminister Tony Blairs retfærdiggørelse af NATOs angreb på Serbien i slutningen af 1990’erne.
Han sagde i 1999 i en berømt tale i Chicago:
”Spredningen af vores værdier giver os mere sikkerhed.”
På den måde påkalder man sig retten til med militær magt at omstyrte regeringer, når lejligheden byder sig, og først når vestlige værdier er udbredt og har slået rod i den ganske verden, kan vi føle os sikre. Ifølge Skidelsky lyder den underliggende præmis, at demokrati per definition er lig med fred, mens autoritære regimer per definition er krigeriske, og derfor bliver krigsførelse med det formål at indføre demokrati altid en krig for fred.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit.
I forlængelse heraf peger Skidelsky på et andet problem med den værdibaserede, vestlige udenrigspolitik, nemlig påstanden om, at man kan sætte lighedstegn mellem frihed og fred; ideen om, at angreb på et enkelt individs frihed er lig med overgreb på alles frihed, og som derfor legitimerer anvendelsen af militær magt som en vej til fred, er ifølge Skidelsky dømt til at mislykkes i lyset af den mangfoldighed af kulturer, stater og politiske systemer, der findes i verden. Ikke desto mindre, fortsætter han, er dette stadig det officielle synspunkt i Vesten.
Hvad betyder så længe det kræves?
Derpå talte vi om den britiske og andre vestlige regeringers kurs i Ukraine.
Den britiske regering har fra begyndelsen af den russiske invasion i Ukraine sagt, at der ikke må efterlades den mindste tvivl om, at man vil støtte Ukraine, så længe det kræves for at vinde krigen. Den danske regering har sagt det samme, men du har været kritisk over for den vinkling, hvorfor det?
”Fordi de aldrig forklarer, hvad det indebærer. Jeg spurgte regeringen i Overhuset, hvad de forpligter sig til med den formulering. De svarer modstræbende, og man skal hive det ud af dem, at det indebærer en reetablering af Ukraines grænser fra før 2014, så det betyder, at man forpligter sig til at fordrive russiske tropper fra hele Ukraine inklusive Krim plus krigsskadeerstatning og krigsforbrydertribunaler.”
Skidelsky fortsætter:
”Hvis man så presser dem og spørger: Er det virkelig, hvad I forpligter Storbritannien på, så svarer de igen modstræbende, at det er det ikke helt, men de vil ikke sige det offentligt, og så forsvarer de sig med, at de er nødt til at sige det for at holde moralen oppe hos ukrainerne. Efter min mening er det et forfærdeligt bedrag, fordi det lukker døren for de ting, som det ville give mening for Ukraine at tænke over. I stedet lover man en støtte, der ikke vil blive leveret og ikke kan leveres, fordi det indebærer en eskalering med uforudsigelige konsekvenser. Det er min kritik af regeringen.”
En syg fantasi
Skidelsky kalder tanken om, at Ukraine med Vestens hjælp kan besejre Rusland for en fantasi – og ikke bare en fantasi, men en ”syg fantasi”.
”Det er ikke bare urealistisk, det er også sygt, for det indebærer tabet af mange flere liv og mere ødelæggelse for et mål, der ikke kan realiseres. Og hvis argumentet er, at man skal fortsætte krigen for at bringe Ukraine i en bedre forhandlingsposition om et halvt eller et helt år, så er det på ingen måde givet, at det vil ske. Det er til gengæld helt sikkert, at flere menneskeliv vil gå tabt for et fremtidigt resultat, som på ingen måde er givet.”
Når man ser på slagmarken, går det i øjeblikket kun en vej; Rusland rykker frem over det meste af fronten, og lidt efter lidt bliver Ukraine presset ud af de områder, de besatte i den russiske Kursk-region i august. Analytikere er enige om, at der ikke er tale om en stilstand ved fronten, men at russerne rykker frem. Hvordan hænger det sammen med ideen om, at man ved at forlænge krigen kan bringe Ukraine i en bedre forhandlingsposition?
”Det er netop, fordi Ukraine er ved at tabe krigen, at høgene kræver, at vi øger den militære støtte, før nederlaget er en realitet. Det er argumentet. At vi kan vende et truende nederlag til sejr, hvis vi bare giver flere og mere hårdtslående våben. Man mærker et desperat hastværk i den forbindelse, for de ved, at hele det geopolitiske billede vil ændre sig radikalt, når Trump bliver præsident.”
Vestens moralske velbefindende
Hvis man ser på den russiske produktion af våben, artillerigranater, raketter og kampvogne plus det, de får fra Nordkorea og Iran, så er det svært at forestille sig, at russerne ikke vil svare igen på ukrainske angreb med langtrækkende våben og lægge endnu mere af Ukraine i ruiner og eskalere krigen yderligere, så hvad er logikken bag den udvikling, hvordan skal det forbedre Ukraines stilling?
”Jeg kan ikke se logikken, og du stiller et fair spørgsmål. Jeg tror, at det får vestlige politikere og opinionsdannere til at føle sig moralsk godt tilpas. De bekymrer sig ikke om Ukraine, men om deres moralske velbefindende. De tænker ikke klart. Måske har de den ide, at optimalt set vil de kunne bringe Ukraine i en smule bedre situation med øget vestlig hjælp og på den måde få en bedre aftale, men rammerne for den aftale er allerede sat, og den betyder, at Ukraine kommer til at afgive de territorier, russerne har besat, og der bliver tale om en eller anden form for ukrainsk neutralitet, som gør, at de ikke bliver medlem af NATO. Til gengæld skal Ukraine have garantier for sin uafhængighed, og det involverer Vesten.”
Finland som forbillede
Robert Skidelsky mener, at Ukraine bør lade sig inspirere af Finland, som i 1939 kæmpede for sin uafhængighed i en krig mod Sovjetunionen. Finland måtte give afkald på landområder, men vandt sin uafhængighed, og det blev ikke en del af det sovjetiske system som de baltiske lande og andre lande i Central- og Østeuropa, som endte bag Jerntæppet.
”Jeg tror, at det er den fremtid, der venter Ukraine. Jeg tror ikke på dem, der påstår, at Putin om et par år vil glemme sådan en aftale og rykke videre ind i først Ukraine, dernæst Kaukasus, Moldova og de baltiske lande. Det er ren fantasi. Det er måske noget, Putin kan fantasere om, hvis han får for meget vodka, men jeg er ikke engang sikker på, at han drikker. Realistisk set er det imidlertid ikke, hvad der vil ske. Man behøver bare at se på russernes ringe præstation i Ukraine på trods af deres overlegenhed for at forstå, at de ikke er på vej til at indlede en militær offensiv mod NATO, så logikken lader en del tilbage at ønske hos vores lænestolskrigere.”
Ukraines kamp for uafhængighed
Storbritanniens spionchef, Richard Moore, advarede for nylig ifølge Financial Times om, at hvis Putin lykkes med at reducere Ukraine til en vasalstat, så vil han ikke stoppe her. Moore siger, at vores sikkerhed i så fald bliver direkte truet. Hvad siger du til det?
”Jeg mener, at det er det rene vanvid at sige sådan. Det er uansvarligt. Moore taler om, at Putin vil reducere Ukraine til en vasalstat, men Ukraine var en vasalstat. Og dets aktuelle kamp for uafhængighed betyder netop, at Ukraine i fremtiden ikke vil forblive en vasalstat, selvom det mister noget af sit territorium. Det er jo præcis det, den væbnede kamp for uafhængighed handler om. Således afviser man sin rolle som vasalstat. Ukraine kæmpede ikke for sin uafhængighed, da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991. Ukraine fik den foræret. Det var resultatet af indgåede aftaler, ord på et stykke papir. Så den rigtige formulering ville være: Ukraine har kæmpet for ikke længere at være en vasalstat, og landet har med vores støtte nu vundet den kamp.”
Kan man forhandle med Putin?
Jeg vil gerne gå tilbage til noget, du sagde i december 2022, for at forstå, hvordan dit syn på situationen har udviklet sig. Dengang sagde du, at der ikke kan blive tale om forhandlinger med Rusland, så længe Putin er ved magten. Det var en udbredt opfattelse på det tidspunkt, men det lyder, som om du har skiftet holdning, og vi ser også, at Trump har signaleret vilje til at forhandle med Putin, og for nylig ringede Tysklands kansler, Olaf Scholz, også til Putin. Hvordan ser du det?
”Jeg har skiftet mening. Dengang var jeg desperat for at få gang i en fredsproces, og jeg tænkte, at man kunne få større opbakning til det ved at insistere på, at man ikke skulle forhandle med Putin. Jeg troede også, at det ville øge presset internt i Rusland og bidrage til Putins fald, men jeg tog fejl. Det var ønsketænkning. Jeg tror ikke, at Putins greb om magten på noget tidspunkt har været i fare.”
Skidelsky fortsætter:
”Jeg var under indtryk af den historiske analogi til oppositionen til Hitler, som sagde, at de kunne fjerne ham, så der var andre at forhandle med, hvis man opmuntrede dem til det. Men det lå ikke i kortene dengang, og det gør det heller ikke nu. Jeg bryder mig ikke om regimet i Rusland, men man er nødt til at være realistisk og insistere på, at det ens og det uens må lære at sameksistere, hvis verden skal være sikker.”
Skidelsky tilføjer om analogien mellem Hitler og Putin:
”Jeg bør præcisere. Jeg mener ikke, at Putin er en ny Hitler. Han er meget mere begrænset i sine ambitioner, og vi kan godt leve med hans ambitioner og begrænse dem. Han agerer mere som en klassisk stormagt frem for en aktør med ambitioner om at erobre verden.”
Sanktioner er økonomisk krigsførelse
Du har også studeret økonomiske sanktioner. Hvad mener du om dem som udenrigspolitisk instrument, både generelt og konkret i forhold til Rusland?
”Sanktioner kan i sig selv ikke løse noget som helst. Det er et blandt mange instrumenter, men det er også et instrument, der kan forhindre andre instrumenter såsom diplomati i at fungere. Sanktioner fastslår nemlig lige fra starten af, at man har gjort noget forkert, men det er ikke det, diplomati går ud på. Sanktioner blev introduceret under Første og Anden Verdenskrig som blokade, så påstanden om, at de er et alternativ til krig, passer ikke. De er del af en krigsstrategi, det er økonomisk krigsførelse.”
Hvad med i forhold til Rusland?
”Jeg spurgte for nylig i parlamentet vores udenrigsminister, om han kunne give en vurdering af, hvor effektive næsten tre år med sanktioner mod Rusland har været. Han sagde, at de uden tvivl har svækket Ruslands evne til at føre krig, og det var stort set alt, hvad han havde at sige.”
Skidelsky fortsætter:
”Men er det sandt? Ja, sanktionerne har gjort det sværere at føre krig, hvis man ser, hvordan Rusland disponerede sine ressourcer, eksport og import, da krigen begyndte, men russerne har siden fundet nye kanaler for deres import og eksport, og det gælder også deres hjemlige produktion. Resultatet er, at den russiske økonomi står ganske godt. Man kan indvende, at det ikke er holdbart i det lange løb, men sanktionerne var aldrig tænkt som et langsigtet våben. Det er ikke godt at indføre sanktioner og erklære, at man regner med, at de virker om 20 år.”
Dårlig ide at konfiskere aktiver
Hvad med indefrysningen og eventuel konfiskation af russiske valutareserver og aktiver i Vesten og overdragelsen af dem til Ukraine. Det sår jo tvivl om to fundamentale principper i den vestlige civilisation, nemlig ejendomsretten og retsstaten, altså at man ikke bare kan tage andres ejendom uden en juridisk proces. Hvad er din kommentar som økonom og historiker?
”Jeg ser det som et desperat forsøg på at styrke Ukraine uden selv at skulle betale for det, altså at gøre, hvad der kræves, uden selv at punge ud. Men det går imod reglerne for international handel og betaling, og derfor vil det accelerere overgangen til nye, multipolære betalingssystemer for handel for at sikre, at det ikke kan gentage sig.”
Skidelsky tilføjer om indefrysning og konfiskation af aktiver:
”Det er ligesom sanktioner et våben i den økonomiske krigsførelse, og det vil man i sidste ende kun lykkes med, hvis man vinder krigen. Under Anden Verdenskrig forsøgte aksemagterne, altså Tyskland, Italien og Japan, at etablere alternative systemer for handel og betaling, men de led et totalt nederlag i krigen, og derfor kunne Vesten, primært USA og Storbritannien, grundlægge en ny verdensorden med etableringen af FN, Bretton Woods-aftalerne, en fastkurspolitik og en international handelsorganisation, som harmonerede med deres forestilling om et magtcentrum, der satte retningen for den globale udvikling.”
Skidelsky konkluderer om konfiskation af russiske aktiver:
”Men i dag kan vi ikke se frem til en lignende sejr. Derfor bør vi være yderst forsigtige med, hvor meget vi ødelægger den nuværende orden for at vinde en sejr, som vi ikke får. Jeg ville være meget forsigtig i den situation. Jeg ville ikke konfiskere noget. Russernes aktiver er indefrosne, jeg ville bevare dem i den tilstand, indtil der er indgået en aftale, men jeg ville ikke bruge dem nu. Jeg ville ikke stjæle dem, for det er en krigshandling. Enten er du i krig, eller også er du det ikke. Man kan ikke blive ved med i det uendelige at udvande den grænse uden på et tidspunkt at drive ind i en krigstilstand. Og hvis man er i krig, så er man nødt til at vinde. Jeg ser den logiske progression på den måde, og den vej ville jeg ikke gå.”
Hvad er militær keynesianisme?
Du har skrevet en biografi om John Maynard Keynes i tre bind. Derfor er det oplagt at spørge, hvad militær keynesianisme er, eftersom det ofte bliver brugt i forbindelse med den russiske krigsøkonomi.
”Det indebærer en retfærdiggørelse af store offentlige udgifter med henvisning til den nationale sikkerhed. Som regel sker det gennem optagelse af gæld. Den eneste måde, man traditionelt har kunnet forsvare store underskud på de offentlige udgifter, har været, fordi man skulle bruge flere penge til våben. Sådan har det været siden tidernes morgen. Man kalder det nu militær keynesianisme for at få det til at lyde mere sofistikeret. Det praktiserer Rusland også. Pointen er, at det handler om forbrug, man spenderer på forbrug, ikke på investeringer. Man bruger jo de våben, man producerer, og jeg tror, at mange vestlige ledere vil begynde at retfærdiggøre øgede offentlige udgifter finansieret af gæld med henvisning til national sikkerhed. Hvis ikke der var krig, skulle man spare og føre en stram finanspolitik. Så snart man kan skabe en atmosfære af krig, så kan man ignorere argumenterne for en strammere kurs. Når man er i krig, går hvad som helst.”
Hvad kan vi lære af Keynes?
Keynes bliver citeret i alle mulige sammenhænge og til alle tider. Kan du pege på en af hans ideer eller indsigter, som er relevant i dag?
”Jeg mener, at han havde fat i noget ekstremt vigtigt med sin teori om likviditetspræference, altså den ide, at der i et finanssystem som vores findes en masse penge, som bliver trukket ud af den produktive økonomi og simpelthen bare cirkulerer i det finansielle system og får priserne på aktiver til at stige, men som aldrig trænger ned i den reale økonomi. Hvis vi havde været opmærksomme på den ide, kunne vi have sparet os selv for en masse kvantitativ lempelse, som aldrig endte i den produktive sektor. De fleste af de penge hjalp med at øge velstanden hos de eksisterende ejere af aktiver, som kunne spekulere og gøre med dem, hvad de ville, men ikke investere dem i arbejdspladser.”
Note: Centralbanker kan gribe til kvantitativ lempelse ved gennem opkøb af finansielle tilgodehavender såsom statsobligationer eller virksomhedsobligationer fra bankerne. Det er altså ikke kun banker, men også store virksomheder, der kan udstede såkaldte erhvervsobligationer, som centralbanker så investerer i. Det gør de for at øge pengemængden, og det skaber en større efterspørgsel, der skal få kurserne på de nævnte obligationer til at stige og udløse et rentefald. På den måde stimuleres økonomien.