by Förväxla inte samhällsekonomi med hushållsekonomi Det er foruroligende, at to tidligere overvismænd, såkaldte ’topøkonomer’ Torben M. Andersen og Michael Svarer uden at ryste på hånden kan konkludere først i Jyllandsposten (20. juni, 2020) og dernæst uændret i Altinget så sent som 15. januar 2021 på følgende måde: ’Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise’. Dette ræsonnement gælder for en husholdning; men ikke for samfundsøkonomien set under ét, hvori den offentlige sektor udgør en væsentlig del. Her er det netop samspillet og den gensidige afhængighed mellem den private og den offentlige sektor,
Topics:
Lars Pålsson Syll considers the following as important: Economics
This could be interesting, too:
Lars Pålsson Syll writes Andreas Cervenka och den svenska bostadsbubblan
Lars Pålsson Syll writes Debunking the balanced budget superstition
Lars Pålsson Syll writes How inequality causes financial crises
Lars Pålsson Syll writes Income inequality and the saving glut of the rich
Förväxla inte samhällsekonomi med hushållsekonomi
Det er foruroligende, at to tidligere overvismænd, såkaldte ’topøkonomer’ Torben M. Andersen og Michael Svarer uden at ryste på hånden kan konkludere først i Jyllandsposten (20. juni, 2020) og dernæst uændret i Altinget så sent som 15. januar 2021 på følgende måde:
’Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise’.
Dette ræsonnement gælder for en husholdning; men ikke for samfundsøkonomien set under ét, hvori den offentlige sektor udgør en væsentlig del. Her er det netop samspillet og den gensidige afhængighed mellem den private og den offentlige sektor, som er i fokus. Og hvor andre bogholderimæssige sammenhænge end for den private husholdning gælder, hvilket ’topøkonomerne’ om nogen burde være opmærksomme på i deres analyse – for slet ikke at sige anbefalinger …
Men det er desværre ikke den eneste fejl ’husholdningsøkonomerne’ begår. Topøkonomerne skriver i deres kronikker fortsat uden at ryste på hånden:
”Det er farligt for lande med høj gæld è [for det skaber] et pres på renteniveauet”
Underforstået: lande med høj offentlig gæld risikerer, at renten stiger.
Atter et husholdningsøkonomisk fejlræsonnement, der bringer dem endnu et skridt nærmere dumpegrænsen i faget samfundsøkonomi.
Topøkonomerne forveksler nemlig statsgæld med udlandsgæld, hvilket leder til en fatal fejlrepræsentation af, hvilken situation dansk økonomi befinder sig i. Danmark er nemlig i den gunstige position, at landet ikke har nogen udlandsgæld; men tværtimod en betydelig udlandsformue endog på mere end 50 pct. af BNP, hvilket er på niveau med Tyskland. Og ikke nok med det; for denne udlandsformue vokser år for år som et resultat af et solidt overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Pengene fosser billedligt talt ind fra udlandet …
Konsekvenserne af en voksende statsgæld fejlvurderes … hvis den bogholderimæssigt modsvarende finansielle formue ikke samtidigt inddrages i analysen. Hvad er modstykket i Japan, Tyskland og Danmark til de store overskud på betalingsbalancen over for udlandet? Hertil er der kun ét bogholderimæssigt svar, hvorom der ikke kan diskuteres, at det må være en national finansiel opsparing. Hvor finansiel opsparing betyder, at der spares mere op, end der foretages reale investeringer (i fremtiden) – altså underinvestering! Disse lande har med andre ord internt et opsparingsoverskud, fordi der investeres mindre, end der spares op, navnlig i den private sektor. Dette opsparingsoverskud er med til at presse renten ned. Men selv ved det historisk lave renteniveau er der et gab mellem opsparing og reale investeringer i den private sektor. Dette gab kan staten med fordel udfylde ved at øge de offentlige investeringer …
Det er vigtigt at forstå, at den samfundsøkonomiske krise primært er forårsaget af, at private husholdninger og virksomheder i Danmark og i udlandet billedligt talt sidder på pengene. Det private forbrug og i stigende grad eksporten er faldet, hvilket har gjort virksomhederne usikre på fremtiden, hvorfor de har annulleret en stribe investeringsprojekter. Den private overopsparing er med andre ord steget markant og har forårsaget den stigende arbejdsløshed. Problemet løses ikke ved, at staten midlertidigt har holdt hånden under den private sektor med en stribe ’hjælpepakker’. Det er en for defensiv strategi, som der med rette advares mod at forlænge.
Att stater runt om i världen under coronaåren behövt spendera mer för att hålla igång ekonomin innebär inte att den måste spara framöver för att få “balans” i ekonomin. Pengarna tar inte slut. Vad Jespersen i sin artikel så väl belyser är hur många politiker och så kallade experter inte verkar (vilja) förstå att det finns en avgörande skillnad mellan privata och offentliga skulder.
Om en individ försöker spara och dra ner på sina skulder, så kan det mycket väl vara rationellt. Men om alla försöker göra det, blir följden att den aggregerade efterfrågan sjunker och arbetslösheten riskerar ökar.
En enskild individ måste alltid betala sina skulder. Men en stat kan alltid betala tillbaka sina gamla skulder med nya skulder. Staten är inte en individ eller ett hushåll. Statliga skulder är inte som privata skulder. En stats skulder är väsentligen en skuld till den själv, till dess medborgare.